21-05-2012
5 ½ gode grunde til, at du skal tage på efteruddannelse i udlandet
Hvis du er skolelærer eller gymnasielærer kan du tage på et efteruddannelsesophold i Europa med rejse og ophold betalt. Men hvorfor dog gøre det?
Her får du 5 ½ gode grunde til, at du skal tage på efteruddannelse i udlandet:
1. Du er den eneste på skolen, der interesserer dig for Reuven Feuersteins pædagogiske metoder, og dine kolleger kigger ned i gulvet, hver gang du forsøger at bringe det spændende emne op. Løsningen findes måske i Comenius-kataloget, som tilbyder dig et kursus i Paris, hvor du kan møde ligesindede kolleger fra hele Europa
2. Dine studier ligger efterhånden en del år tilbage, og du føler ikke helt, at skiftende generationer af elever har vedligeholdt dit fordums høje niveau. Måske vil et 2 ugers fagdidaktisk kursus i Edinburgh være det boost, du har brug for?
3. Administration og ledelse lyder ikke længere så afskrækkende, som det engang gjorde, men hvordan får du gjort ledelsen opmærksom på dine evner og ambitioner? Måske kan et par ugers jobshadowing i skoleforvaltningen i Hamborg sende det rette signal
4. For år tilbage var du skolens bedste kort, når det kom til e-læring, men hverdagen er travl, og det er svært at finde tid til at holde sig opdateret på området. Måske kan du bringe nogle nye indspark med tilbage fra den dér IT- konference i London? Alt er jo betalt, og det plejer at være et godt argument
5. Den ene naboskole har snuppet den rymtisk-musiske profil, den anden markerer sig langt ud over kommunens grænser på sine lave klassekvotienter og høje faglighed. Nu leder din leder efter noget, I kan reklamere med. Reuven Feuersteins pæddagogisk metoder byder sig til, og det samme gør de mange internationale kontakter, som du kan bringe med hjem, når du har været afsted på Comenius Efteruddannelse
5 ½. Comenius Efteruddannelse forsvinder ved udgangen af 2013, så der er kun fire ansøgningsrunder tilbage.
|